Velkommen

Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme 3

Denne artikel tager udgangspunkt i cand. mag. Hans-Tyge Haarløvs specialeafhandling om efterkrigstidens Bretagne og den bretonske bevægelse. I specialet, der i 2005 blev udarbejdet ved historiestudiet ved Aalborg Universitet, afdækkes det, at der i første halvdel af efterkrigstiden dvs. frem til 1968, var en række økonomiske, sociale, historiske og psykologiske faktorer, der lagde en dæmper på den bretonske bevægelses politiske fordringer. 1968 markerede en betydelig forandring for den bretonske sag, fremgår det i artiklen, som er fra 2005, trykt i ’Pluk’.

De kollektive komplekser i Bretagne

Af Hans-Tyge B. T. T. Haarløv

Som andre steder i Europa var der i Frankrig også et retsopgør efter krigen. I Bretagne fik det den ekstra dimension, at der under krigen havde været en meget lille gruppe bretonske separatister. To separatister forsøgte i krigens første år at forhandle med det nazistiske Tyskland om oprettelsen af en bretonske stat og dermed adskillelse fra Frankrig. Andre oprettede i krigens sidste år en bretonsk SS-milits, den såkaldte Bezen Perrot-milits, der havde som formål at bekæmpe Bretagnes og Nazitysklands fjender, herunder Frankrig.

Det lykkedes efter freden de franske socialister og kommunister at bebrejde hele den bretonske bevægelse for dette samarbejde, selvom det kun var en lille gruppe, der havde kollaboreret, og selvom der også var mange modstandsfolk fra den bretonske bevægelse. Det lykkedes altså at få udbredt en kollektiv skam- og skyldfølelse i den bretonske befolkning. Der eksisterer måske stadig om end i mindre grad et kollektivt mindreværdskompleks, der illustreres af Bécassine-figuren, som stammer fra en kendt fransk tegneserie af samme navn. Hun er en ung, naiv og mindre begavet bretonsk ung pige i tjeneste i Paris. Bretonske aktivister og sympatisører henviser ofte til denne figur som en upassende repræsentant for bretonerne, og den er ligefrem blevet betegnet som en racistisk fremstilling.

 

Efterkrigstidens bretonske bevægelse

Stemningen i efterkrigstidens Bretagne var ikke til at hævde en mere eller mindre separatistisk og nationalistisk politik som i mellemkrigstiden. Den første betydelige politiske bretonske organisation i efterkrigstiden blev dannet i 1950 med det formål at tage sig af Bretagnes økonomiske og sociale problemer. Disse bestod i en fuldstændig genopbygning af 4 sønderbombede byer, en svag industrialisering og en massiv udvandring fra Bretagne.

Organisationen hed CELIB Comité d’études et de liaison des interêts bretons og samlede bretonske parlamentarikere, departements- og byrådsmedlemmer og medlemmer af handelskamre, landbrugsråd, kulturråd m.m. Idémanden var den fremtrædende personlighed Joseph Martray, som blev organisationens generalsekretær. Han var i øvrigt i årene 1949-52 tillige den første generalsekretær for den organisation, der siden blev til den europæiske mindretalsunion, FUEN/FUEV. Formand blev René Pleven, der havde været fransk ministerpræsident, og han gav dermed organisationen slagkraft overfor den ustabile franske fjerde republik.

CELIB fungerede som pressionsgruppe og foretog studier af regionens økonomiske problemer. CELIB opnåede sit højdepunkt i 1960’erne, hvor den franske regering flere gange forhandlede med CELIB om bl.a. infrastruktur og telekommunikation. CELIB mistede betydning i starten af 1970’erne, da René Pleven forlod formandsposten, og en del venstreorienterede grupper brød ud.

Først 12 år efter krigens afslutning dannedes en egentlig regionalpolitisk organisation, der genoplivede kravene om selvstyre. Det var Yann Fouéré, der havde været under mistanke for kollaboration, som året efter sin frikendelse i 1956 dannede MOB Mouvement pour l’organisation de la Bretagne. Bevægelsen var tværpolitisk og havde en føderation som mål, men den rummede tillige separatister, som ville kæmpe imod ”Bretagnes føderale status.” MOB opløstes omkring 1970, men den havde haft en vigtig symbolsk betydning i dens egenskab af genopliver af føderalistiske fordringer.

I 1964 brød en fraktion bestående af først og fremmest unge venstreorienterede aktivister ud af MOB for at danne partiet UDB (Union démocratique bretonne). UDB eksisterer stadig, har valgte repræsentanter i regionalrådet og har således bevist sin levedygtighed og berettigelse som det eneste parti, der over et længere tidsrum har kunnet repræsentere den bretonske sag.

 

Som antydet sker der omkring 1968 en politisk forskydning indenfor den bretonske bevægelse, hvor det groft sagt kan siges, at den borgerlige moderate regionalisme overtages af en mere aggressiv venstreorienteret retorik. Bretagne bliver betegnet som en indre koloni, og den globale befrielseskamp imod kapitalismen og imperialismen gælder følgelig også Bretagne. Denne befrielseskamp gør en hemmelig gruppe væbnet i 1966 ved at foretage ca. 30 bombeattentater imod bygninger af symbolsk værdi. Gruppen blev i 1968 kendt som Bretagnes Befrielsesfront (FLB – Front de libération de la Bretagne), som erklærede, at de ikke bekæmpede det franske folk fra hvem de mødte forståelse; men deres kamp var rettet imod den franske stat, som de beskyldte for at udøve et permanent folkemord og for kolonialistisk udbytning af Bretagne.

I 1972 blev 13 fremstillet for en domstol, hvor en række prominente bretonere vidnede, bl.a. førnævnte Joseph Martray. Han tog principielt afstand til brugen af vold, men udtrykte forståelse for de unge bretoneres håbløse situation. Et andet vidne, en professor ved Sorbonne-universitetet, bemærkede, at man som bretoner følte, at den vold, der egentligt udøves, er den vold imod et folk, som bliver bedt om at forsvinde.

Udover en tilspidsning af den politiske situation blev interessen for den bretonske kultur udbredt, hvilket bl.a. manifesterede sig i en fremkomst af adskillige forskningsværker, debatbøger og bretagnehistorier.

Anvendelsen af det bretonske sort-hvide flag Gwen-ha-Dû blev udbredt til trods for, at myndighederne i starten var imod det, men efterhånden fik flaget lov til at blive hejst i alle bretonske byer ved siden af trikoloren. I 1967 opfandt 4 unge bretonere BZH-mærket (BZH er diminutiv for Breizh, Bretagne på bretonsk), som blev og bliver anvendt af grafittiudøvere og som klistermærke bag på biler. Den bretonske sag blev med andre ord synlig i gadebilledet.

Først i 1977 anerkendte den franske stat officielt den bretonske kultur og det bretonske sprog med det kulturelle charter, charte culturelle, som blev forhandlet med præsident Giscard d’Estaing. Dette var dog ikke ensbetydende med økonomisk støtte. Samme år oprettedes de første tosprogede skoler, de såkaldte Diwan-skoler, som der i dag eksisterer 39 af, heraf én i Paris. Skolerne er dog finansierede af private og af indtægter fra festivaler, så vilkårene er hårde. Omkring 8.000 elever ud af en befolkning på 4 millioner undervistes i tosprogede skoler i 2005.

 

Den bretonske vej

I de seneste år har bretonske historikere gjort op med de sorte sider i regionens historie, og befolkningen udtrykker både stolthed over at være bretonsk og tilslutning til den næsten konstante, men meget træge regionaliserings- og decentraliseringsproces i Frankrig.

Bretonerne er generelt meget forsigtige med at være for frembrusende. De bretonske bombeaktivister og de bretonske partier har ikke mødt stor opbakning i befolkningen, og alligevel er det klart, at der findes et bretonsk nationalt mindretal. Sagen er den, at bretonerne ikke ønsker at blive slået i hartkorn med de mere voldsomme korsikanere og baskere, hvilket også fremgår af, at bretonerne generelt set går ind for mere selvstyre frem for løsrivelse. Det åbne spørgsmål er, om flertallet af bretonerne er så tålmodige eller måske ligeglade med varetagelsen af især deres sproglige arv, at det bretonske sprog uddør helt i løbet af de næste par generationer.

 

Litteraturhenvisninger

Denne artikel bygger på Hans-Tyge Beck Thomsen Tryde Haarløv: Breizh atao – Vive la France. Et studie af samspillet mellem et nationalt mindretal og regionale bevægelser i forhold til den franske stats regional- og mindretalspolitik efter 1944. Speciale, maj 2005. Historiestudiet, Aalborg Universitet

 

Denez, Per (1998) Brittany – A language in search for a future, European Languages 7, Brussels: European Bureau for Lesser Used Languages.

Denis, André Yann (1992) Histoire du mouvement breton, Paris: La pensée universelle.

Hamon, Kristian (2004) Le Bezen Perrot – 1944 : des nationalistes bretons sous l’uniforme allemand, Fouesnant: Yoran Embanner.

Fouéré, Yann (1977) Europe ! Nationalité bretonne… Citoyen français ? Lettre ouverte aux français et aux bretons, Pordic: Celtics Chadenn.

Kühl, Jørgen (2003) Den dansk-tyske mindretalsmodel og Europa, Institut for Grænseregionsforskning

Lebesque, Morvan (1970) Comment peut-on être breton ? Essai sur la démocratie française, Éditions du Seuil.

Renan, Ernest (1882) Qu’est-ce qu’une nation ? Genoptrykt i Nicolas Tenzer (1997) Ernest Renan – Qu’est-ce qu’une nation ? Éditions Mille et une nuits.

Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme 2

Denne artikel tager udgangspunkt i cand. mag. Hans-Tyge Haarløvs specialeafhandling om efterkrigstidens Bretagne og den bretonske bevægelse. I specialet, der i 2005 blev udarbejdet ved historiestudiet ved Aalborg Universitet, afdækkes det, at der i første halvdel af efterkrigstiden dvs. frem til 1968, var en række økonomiske, sociale, historiske og psykologiske faktorer, der lagde en dæmper på den bretonske bevægelses politiske fordringer. 1968 markerede en betydelig forandring for den bretonske sag, fremgår det i artiklen, som er fra 2005, trykt i ’Pluk’.

Udgør bretonerne et nationalt mindretal?

Af Hans-Tyge B. T. T. Haarløv

Bretonernes nationale sindelag må naturligvis først og fremmest konstateres ved, om der i det hele taget er nogen, der har hævdet en særlig bretonsk nationalitet. Dernæst kan det undersøges, om der skulle være noget om, at bretonsk identitet skulle være noget særligt. Og endelig kan man på baggrund af identitetsundersøgelser i Bretagne forsøge at skematisere den bretonske befolkning med udgangspunkt i konceptet om koncentriske minoriteter.

Inden de subjektive elementær undersøges, skal der her gennemgås en række af de vigtigste objektive elementer, som befolkningen kan påkalde sig, nemlig Bretagnes fortid og den bretonske kultur.

De allerede kristnede bretonere ankom til den armorikanske halvø i Gallien omkring år 400-600 og lagde navn til det nuværende (lille) Bretagne (i modsætning til Stor-Britannien). Fra 851-937 udgjorde Bretagne et kongedømme og fik sin definitive størrelse. Fra 937-1532 var Bretagne et hertugdømme formelt knyttet til en svag fransk kongemagt. Hertugen betragtedes ifølge en bretonsk historiker som konge i sit hertugdømme.

I 1532 ophørte Bretagne med at eksistere som hertugdømme som følge af manglende mandlig arving til hertugdømmet og hertuginde Anne af Bretagnes ægteskab med den franske konge. Bretagne blev en fransk provins med eget parlament og betydelige traktatfæstede rettigheder.

Den franske Revolution i 1789 afskaffede provinsernes privilegier. Bretagne ophørte som en administrativ enhed på Frankrigskortet, og landet blev inddelt i departementer. I Bretagne blev der oprettet 5 departementer, som stadig eksisterer.

Den 22. juni 1940 kapitulerede Frankrig efter en tysk lynaktion, og krigshelten fra Første Verdenskrig Marskal Pétain overtog styret af det såkaldte frie Frankrig i syd med kurbyen Vichy som regeringsby. Pétain fik tilkendt absolut magt af den franske nationalforsamling og indledte et autoritært styre præget af en nationalistisk konservatisme.

Et af Vichystyrets ideologiske elementer i den såkaldte révolution nationale var provinsialisme, som konkretiseredes i styrets oprettelse af såkaldte økonomiske regioner, som ikke respekterede de gamle provinsgrænser: Bretagne blev én (landbrugsorienteret) region, men mistede det mere industrialiserede bretonske Loire-Inférieur-departement, som blev indlemmet i en anden region, Pays de la Loire.

Bretonerne kan altså med en vis ret hævde en særlig og ikke ubetydelig regional historie. Med hensyn til den kulturelle identitet kan der i Bretagne bl.a. spores en dyb katolsk tro, en særlig religiøs praksis med egne bretonske helgener, et særligt sprog (bretonsk i den vestlige del af Bretagne og den franske dialekt gallo i den østlige del) og særlige bretonske fester, de såkaldte fest-noz, der afholdes med kædedans og keltisk musik. Tusindvis samles i alle generationer til disse fester, som af en dansker er blevet betegnet som brændende politisk folklore, som dog også rummer en glæde ved aktiviteten selv.

En af de største bretonske historikere Arthur de La Borderie (1827-1901) hævdede i 1877, at Bretagne er en nation; men året forinden havde han i en anden tale påpeget bretonernes dobbelte tilhørsforhold til både Frankrig og Bretagne.

Én af det 20. århundredes mest kendte bretonske aktivister, som hævder bretonsk nationalitet, Yann Fouéré, tager ikke udgangspunkt i de traditionelle kriterier (etnicitet, kultur, sprog, histoire), men i en kritik af den franske nationalstatsopfattelse, at staten ikke kan eksistere uden en nation, og nationen ikke uden staten. For Fouéré har Bretagne nok tabt sin statsstatus, men nationen forbliver. Fouéré mener derfor, at Frankrig bør reformeres til en plurinational føderation eller konføderation.

Det kan altså konstateres, at idéen om Bretagne som en nation ikke er ny, men hvor stor udbredelse denne idé har i befolkningen, er derimod mindre let at udtale sig om.

 

Identiteter i Bretagne

På baggrund af statistisk materiale om det bretonske sprogs udbredelse og spørgeskemaundersøgelser fra 1978, 2000 og 2002 om befolkningens selvidentifikation har jeg med udgangspunkt i konceptet om koncentriske mindretal groft skitseret Bretagnes befolkningsidentitet i et skema med det forbehold, at identitet ikke er statisk. Undersøgelserne er foretaget i alle fem bretonske departementer, som i 2000 havde en befolkning på ca. 4 millioner indbyggere.

 

Identitetsskema over Bretagne omkring 2000 – anslåede tal
8. Europæer / verdensborger 12%
7. Franskmand
bosiddende i Bretagne
5%
6. Mere fransk
end bretonsk
20%
5. Dobbeltnationalitet
Lige meget fransk og bretonsk
30%
1. Ikke  franskmand 3 % 4. Den bretonske nation
(viljesnation)
20%
3. Selvidentifikation
med mindretallet (subj. id)
5%
2. Sprogligt og selvidentificeret
nationalt mindretal (subj. og obj. id.)
5%

(subj. og obj. id. = subjektiv og objektiv identifikation)

Kasse 1 betegner dem, der slet ikke identificerer sig med Frankrig (ca. 3 %), men har identitet svarende til kasse 2, 3, 4 eller 8. Kasserne 2-7 er bretonere med forskellige grader af tilhørsforhold til Frankrig, hvor kasse 7 betegner franskmænd (tilfældigt) bosiddende i Bretagne, men uden nogen form for følelsesmæssig tilknytning til netop Bretagne, som kasse 6 kan rumme. Kasse 2 og 3 betegner et nationalt mindretal, hvor kernen (2) opfylder subjektive og objektive kriterier. Kasse 4 betegner idéen om den bretonske nation, der i princippet omfatter alle, der bor i Bretagne og som frit vælger et fremtidsrettet (skæbne)fællesskab og muligvis, men ikke nødvendigvis indenfor den franske stat. Kasse 5 betegner en umiddelbart mere passiv udgave af 4, nemlig en selvidentifikation, der hævder at være lige meget begge dele.

Jeg mener således, at der både kan konstateres et nationalt mindretal (som opfylder det meste om ikke det hele af den af Europarådets parlamentariske forsamling foreslåede definition) og en bretonsk viljesnation i Bretagne, som mindretallet udgør en del af. Begge niveauer indbefatter i høj grad forståelsen af en bretonsk-fransk dobbelt-nationalitet eller en sekundær tilknytning til Frankrig.

Ser vi på den historiske udvikling i efterkrigstiden, så er der – så vidt vides – ikke statistisk materiale om bretonernes selvidentifikation til rådighed i de første årtier. Imidlertid kan der påpeges nogle kollektive komplekser, som meget vel kan have lagt en dæmper på lokal- og måske især regionalfølelsen, og det på trods af, at der i 1952 var over dobbelt så mange som i 2005, som opfyldte ét af de objektive kriterier, nemlig det at kunne tale bretonsk. I 2005 taltes sproget af ca. 300.000 personer.

Den franske stats politik overfor bretonernes sprog og kultur har fået en række bretonske intellektuelle til at tale om, at bretonerne har været udsat for folkemord, ikke som en fysisk massakre, men som en kvælning af Bretagnes kulturelle egenart. Den franske stats sprog- og kulturpolitik har uden tvivl været undertrykkende, men ved at anvende et så voldsomt ord som folkemord, der instinktivt skal vække medfølelse eller harme, kan de bretonske aktivister forklare eventuelle manglende objektive forskelle mellem franskmænd og bretonere. Men som nævnt oven for er der også andre faktorer, nemlig en række kollektive komplekser, der kan forklare manglende trang til at hævde, pleje og varetage den bretonske identitet.

Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme 1

Denne artikel tager udgangspunkt i cand. mag. Hans-Tyge Haarløvs specialeafhandling om efterkrigstidens Bretagne og den bretonske bevægelse. I specialet, der i 2005 blev udarbejdet ved historiestudiet ved Aalborg Universitet, afdækkes det, at der i første halvdel af efterkrigstiden dvs. frem til 1968, var en række økonomiske, sociale, historiske og psykologiske faktorer, der lagde en dæmper på den bretonske bevægelses politiske fordringer. 1968 markerede en betydelig forandring for den bretonske sag, fremgår det i artiklen, som er fra 2005, trykt i ’Pluk’.

Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme

Af Hans-Tyge B. T. T. Haarløv

Større regionale og grænseregionale konfliktsituationer kan sjældent reduceres til en konflikt, der blot handler om administrativ styring og økonomiske interesser. Oftest inddrages også andre aspekter af kulturel og historisk art. I Danmark har vi velkendte eksempler fra den dansk-tyske grænse, hvor debatten om f.eks. etableringen af Euroregionen i 1996/97 også inddrog nationale aspekter, og i Rigsfællesskabet har Danmark anerkendt Grønlands og Færøernes særlige kulturelle arv og givet disse områder udstrakt selvstyre og økonomisk understøttelse. Og stadig udfordres Rigsfællesskabet indefra.

I Frankrig har den generelle franske statsopfattelse siden Revolutionen været den, at alle, der var bosiddende indenfor det franske statsterritorium, per definition var franskmænd og statens sprog fransk. I 1789 havde imidlertid kun 12 % af indbyggerne fransk som modersmål. Den dag i dag står der i den franske forfatnings artikel 2, at sproget (kun) er fransk. Dette har naturligvis medført, at Frankrig som et af de etnisk mest sammensatte lande i Vesteuropa har oplevet en lang række regionale og grænseregionale konflikter, hvor særligt Alsace, Korsika og det spansk-franske grænseområde Baskerlandet er velkendte.

Det keltiske Bretagne er så godt som et uskrevet blad i dansk historieskrivning og –forskning, og kun få andre danske forskere har beskæftiget sig med regionen indenfor andre discipliner: Der foreligger således kun et par lingvistiske studier af den bretonske sprogsituation og en erhvervsøkonomisk afhandling om Bretagnes udviklingsevne. Og den populære litteratur om Bretagne er i det store hele begrænset til turistbrochurer.

Jeg ønskede derfor med mit speciale at undersøge bretonernes mindretalsproblemer i en helhed og dermed undgå en snæver analyse af en række bretonske organisationer. Jeg har fundet det interessant at undersøge det bretonske mindretal og den bretonske bevægelse på baggrund af både den objektive virkelighed i form af Bretagnes institutionelle, økonomiske og sociale forhold og på baggrund af den subjektive opfattelse blandt bretonerne af Bretagnes historiske, kulturelle og økonomiske situation. Derfor er en afklaring af forholdet mellem det bretonske (nationale) mindretal og den bretonske bevægelse nødvendig: Hvad består det bretonske nationale mindretal af, og i hvor høj grad tager den bretonske bevægelse udgangspunkt i det bretonske?

Nation, nationalitet og nationale mindretal

For at kunne besvare disse spørgsmål må man undersøge, hvad et nationalt mindretal egentligt er og dermed faktisk også, hvad er en nation.

Typisk kan man skelne mellem, hvad der er blevet kaldt for ”viljesnationen” og ”kulturnationen,” hvilket svarer til henholdsvis den fransk-republikanske og den tysk-slaviske nationsopfattelse.

I Frankrig blev der lagt vægt på folkets vilje til at leve sammen. Heraf viljesnation. Ernest Renan, en af 1800-tallets store franske tænkere (og i øvrigt bretoner) holdt i 1882 en tale med titlen Qu’est-ce qu’une nation? (hvad er en nation) på Sorbonne-universitet i Paris, hvor han sagde, at en nation er resultatet af en daglig afstemning. Men den er også resultatet af en fælles historie, og Renan mener, at i skabelsen af en nation er historieforfalskning en forudsætning. Nationen er dermed noget menneskeskabt, og dette får stat og nation til at ligne hinanden. Den britiske nationalismeforsker Anthony D. Smith har da også påpeget tendensen til at sammensmelte de to begreber i Frankrig.

Den klassiske forståelse af begrebet nation (kulturnationen) bygger derimod på, at en række individer, som er geografisk knyttet sammen, kan karakteriseres som en nation på grundlag af en række fælles objektive elementer som ”fælles afstamning, kultur, sprog, religion og traditioner.” Denne nationsforståelse var bl.a. udbredt i Tyskland, og under Det tredje Rige afkrævede ”hjemlandet” ud fra denne opfattelse loyalitet af alle individer med germansk afstamning uanset deres egen vilje. Dette omfattede tillige alle tyske mindretal i nabolandene.

Der foreligger ingen generelt accepteret definition af nationale mindretal, men Europarådets parlamentariske forsamling har foreslået en definition, der inddrager både de objektive kriterier fra ”kulturnationen” og det subjektive viljeskriterium fra ”viljesnationen.” Det skal dog understreges, at initiativet er hos mindretallet, og at det følgelig i sidste ende er op til befolkningsgrupper og deres medlemmer at forstå og definere sig som mindretal. Ikke alle i en sådan aktiv selvidentifikationsproces er nødvendigvis lige engagerede. Historikeren og mindretalsforskeren Jørgen Kühl anvender betegnelsen ”koncentriske minoriteter” om det, der her omfatter både nationale mindretal og subnationalhed:

”Hos mange nationale mindretal kan gruppernes indre struktur analyseres og beskrives ved en række koncentriske cirkler, hvor identitet og nationalitet er forskellig vægtet og udpræget. I de enkelte cirkler er tilknytningsforholdet til det pågældende mindretal og dens bærende nationalitet, kultur og sprog forskelligt udpræget. I de inderste cirkler findes der en ligefrem overensstemmelse mellem subjektiv identifikation med den pågældende nationalitet på den ene og de samhørende objektive kriterier i form af primært sprog, kultur og traditioner på den anden side. I de midterste lag er denne direkte overensstemmelse ikke længere givet: Her findes stadig de objektive kriterier, men især på det sproglige område vil kommunikationssproget hjemme og for en dels vedkommende også i de respektive mindretalsforeninger være det samme som flertallets. Samtidig er de subjektive identifikationer dog givet og udprægede. Disse grupper udtrykker deres nationale tilhørsforhold til et mindretal på det omgivende samfunds sprog.” (Jørgen Kühl, 2003)

Denne sammenfattende betegnelse er god, idet den udtrykker fællesskabet mellem dem i centrum og dem i mindretallets periferi; men den udtrykker ikke direkte det, at der kan forekomme dobbeltnationaliteter: Folk, der bekender sig til både en statsnationalitet og en subnationalitet, hvis vi skal anvende et udtryk fra nationalismeforskeren Benedict Anderson. Subnationalt indstillede personer vil i højere grad understrege et dobbelt nationalt tilhørsforhold og afvise at skulle vælge definitivt mellem den eller anden nationalitet. De vil bekende sig til begge på en og samme tid.

 

 

Kierkegaard og Descartes

KIERKEGAARD mener, at Descartes ‘formel “Jeg tror, at jeg er”, svarer ikke til den eksisterende menneskes virkelighed, fordi “jo mindre jeg synes, jo mere jeg er” og omvendt. Fra alt det, der går forud, må vi bemærke, at filosofien om Platon og Descartes er en filosofi på jagt efter, hvad der er stabilt og universelt.