Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme 1

Denne artikel tager udgangspunkt i cand. mag. Hans-Tyge Haarløvs specialeafhandling om efterkrigstidens Bretagne og den bretonske bevægelse. I specialet, der i 2005 blev udarbejdet ved historiestudiet ved Aalborg Universitet, afdækkes det, at der i første halvdel af efterkrigstiden dvs. frem til 1968, var en række økonomiske, sociale, historiske og psykologiske faktorer, der lagde en dæmper på den bretonske bevægelses politiske fordringer. 1968 markerede en betydelig forandring for den bretonske sag, fremgår det i artiklen, som er fra 2005, trykt i ’Pluk’.

Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme

Af Hans-Tyge B. T. T. Haarløv

Større regionale og grænseregionale konfliktsituationer kan sjældent reduceres til en konflikt, der blot handler om administrativ styring og økonomiske interesser. Oftest inddrages også andre aspekter af kulturel og historisk art. I Danmark har vi velkendte eksempler fra den dansk-tyske grænse, hvor debatten om f.eks. etableringen af Euroregionen i 1996/97 også inddrog nationale aspekter, og i Rigsfællesskabet har Danmark anerkendt Grønlands og Færøernes særlige kulturelle arv og givet disse områder udstrakt selvstyre og økonomisk understøttelse. Og stadig udfordres Rigsfællesskabet indefra.

I Frankrig har den generelle franske statsopfattelse siden Revolutionen været den, at alle, der var bosiddende indenfor det franske statsterritorium, per definition var franskmænd og statens sprog fransk. I 1789 havde imidlertid kun 12 % af indbyggerne fransk som modersmål. Den dag i dag står der i den franske forfatnings artikel 2, at sproget (kun) er fransk. Dette har naturligvis medført, at Frankrig som et af de etnisk mest sammensatte lande i Vesteuropa har oplevet en lang række regionale og grænseregionale konflikter, hvor særligt Alsace, Korsika og det spansk-franske grænseområde Baskerlandet er velkendte.

Det keltiske Bretagne er så godt som et uskrevet blad i dansk historieskrivning og –forskning, og kun få andre danske forskere har beskæftiget sig med regionen indenfor andre discipliner: Der foreligger således kun et par lingvistiske studier af den bretonske sprogsituation og en erhvervsøkonomisk afhandling om Bretagnes udviklingsevne. Og den populære litteratur om Bretagne er i det store hele begrænset til turistbrochurer.

Jeg ønskede derfor med mit speciale at undersøge bretonernes mindretalsproblemer i en helhed og dermed undgå en snæver analyse af en række bretonske organisationer. Jeg har fundet det interessant at undersøge det bretonske mindretal og den bretonske bevægelse på baggrund af både den objektive virkelighed i form af Bretagnes institutionelle, økonomiske og sociale forhold og på baggrund af den subjektive opfattelse blandt bretonerne af Bretagnes historiske, kulturelle og økonomiske situation. Derfor er en afklaring af forholdet mellem det bretonske (nationale) mindretal og den bretonske bevægelse nødvendig: Hvad består det bretonske nationale mindretal af, og i hvor høj grad tager den bretonske bevægelse udgangspunkt i det bretonske?

Nation, nationalitet og nationale mindretal

For at kunne besvare disse spørgsmål må man undersøge, hvad et nationalt mindretal egentligt er og dermed faktisk også, hvad er en nation.

Typisk kan man skelne mellem, hvad der er blevet kaldt for ”viljesnationen” og ”kulturnationen,” hvilket svarer til henholdsvis den fransk-republikanske og den tysk-slaviske nationsopfattelse.

I Frankrig blev der lagt vægt på folkets vilje til at leve sammen. Heraf viljesnation. Ernest Renan, en af 1800-tallets store franske tænkere (og i øvrigt bretoner) holdt i 1882 en tale med titlen Qu’est-ce qu’une nation? (hvad er en nation) på Sorbonne-universitet i Paris, hvor han sagde, at en nation er resultatet af en daglig afstemning. Men den er også resultatet af en fælles historie, og Renan mener, at i skabelsen af en nation er historieforfalskning en forudsætning. Nationen er dermed noget menneskeskabt, og dette får stat og nation til at ligne hinanden. Den britiske nationalismeforsker Anthony D. Smith har da også påpeget tendensen til at sammensmelte de to begreber i Frankrig.

Den klassiske forståelse af begrebet nation (kulturnationen) bygger derimod på, at en række individer, som er geografisk knyttet sammen, kan karakteriseres som en nation på grundlag af en række fælles objektive elementer som ”fælles afstamning, kultur, sprog, religion og traditioner.” Denne nationsforståelse var bl.a. udbredt i Tyskland, og under Det tredje Rige afkrævede ”hjemlandet” ud fra denne opfattelse loyalitet af alle individer med germansk afstamning uanset deres egen vilje. Dette omfattede tillige alle tyske mindretal i nabolandene.

Der foreligger ingen generelt accepteret definition af nationale mindretal, men Europarådets parlamentariske forsamling har foreslået en definition, der inddrager både de objektive kriterier fra ”kulturnationen” og det subjektive viljeskriterium fra ”viljesnationen.” Det skal dog understreges, at initiativet er hos mindretallet, og at det følgelig i sidste ende er op til befolkningsgrupper og deres medlemmer at forstå og definere sig som mindretal. Ikke alle i en sådan aktiv selvidentifikationsproces er nødvendigvis lige engagerede. Historikeren og mindretalsforskeren Jørgen Kühl anvender betegnelsen ”koncentriske minoriteter” om det, der her omfatter både nationale mindretal og subnationalhed:

”Hos mange nationale mindretal kan gruppernes indre struktur analyseres og beskrives ved en række koncentriske cirkler, hvor identitet og nationalitet er forskellig vægtet og udpræget. I de enkelte cirkler er tilknytningsforholdet til det pågældende mindretal og dens bærende nationalitet, kultur og sprog forskelligt udpræget. I de inderste cirkler findes der en ligefrem overensstemmelse mellem subjektiv identifikation med den pågældende nationalitet på den ene og de samhørende objektive kriterier i form af primært sprog, kultur og traditioner på den anden side. I de midterste lag er denne direkte overensstemmelse ikke længere givet: Her findes stadig de objektive kriterier, men især på det sproglige område vil kommunikationssproget hjemme og for en dels vedkommende også i de respektive mindretalsforeninger være det samme som flertallets. Samtidig er de subjektive identifikationer dog givet og udprægede. Disse grupper udtrykker deres nationale tilhørsforhold til et mindretal på det omgivende samfunds sprog.” (Jørgen Kühl, 2003)

Denne sammenfattende betegnelse er god, idet den udtrykker fællesskabet mellem dem i centrum og dem i mindretallets periferi; men den udtrykker ikke direkte det, at der kan forekomme dobbeltnationaliteter: Folk, der bekender sig til både en statsnationalitet og en subnationalitet, hvis vi skal anvende et udtryk fra nationalismeforskeren Benedict Anderson. Subnationalt indstillede personer vil i højere grad understrege et dobbelt nationalt tilhørsforhold og afvise at skulle vælge definitivt mellem den eller anden nationalitet. De vil bekende sig til begge på en og samme tid.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *