Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme 3

Denne artikel tager udgangspunkt i cand. mag. Hans-Tyge Haarløvs specialeafhandling om efterkrigstidens Bretagne og den bretonske bevægelse. I specialet, der i 2005 blev udarbejdet ved historiestudiet ved Aalborg Universitet, afdækkes det, at der i første halvdel af efterkrigstiden dvs. frem til 1968, var en række økonomiske, sociale, historiske og psykologiske faktorer, der lagde en dæmper på den bretonske bevægelses politiske fordringer. 1968 markerede en betydelig forandring for den bretonske sag, fremgår det i artiklen, som er fra 2005, trykt i ’Pluk’.

De kollektive komplekser i Bretagne

Af Hans-Tyge B. T. T. Haarløv

Som andre steder i Europa var der i Frankrig også et retsopgør efter krigen. I Bretagne fik det den ekstra dimension, at der under krigen havde været en meget lille gruppe bretonske separatister. To separatister forsøgte i krigens første år at forhandle med det nazistiske Tyskland om oprettelsen af en bretonske stat og dermed adskillelse fra Frankrig. Andre oprettede i krigens sidste år en bretonsk SS-milits, den såkaldte Bezen Perrot-milits, der havde som formål at bekæmpe Bretagnes og Nazitysklands fjender, herunder Frankrig.

Det lykkedes efter freden de franske socialister og kommunister at bebrejde hele den bretonske bevægelse for dette samarbejde, selvom det kun var en lille gruppe, der havde kollaboreret, og selvom der også var mange modstandsfolk fra den bretonske bevægelse. Det lykkedes altså at få udbredt en kollektiv skam- og skyldfølelse i den bretonske befolkning. Der eksisterer måske stadig om end i mindre grad et kollektivt mindreværdskompleks, der illustreres af Bécassine-figuren, som stammer fra en kendt fransk tegneserie af samme navn. Hun er en ung, naiv og mindre begavet bretonsk ung pige i tjeneste i Paris. Bretonske aktivister og sympatisører henviser ofte til denne figur som en upassende repræsentant for bretonerne, og den er ligefrem blevet betegnet som en racistisk fremstilling.

 

Efterkrigstidens bretonske bevægelse

Stemningen i efterkrigstidens Bretagne var ikke til at hævde en mere eller mindre separatistisk og nationalistisk politik som i mellemkrigstiden. Den første betydelige politiske bretonske organisation i efterkrigstiden blev dannet i 1950 med det formål at tage sig af Bretagnes økonomiske og sociale problemer. Disse bestod i en fuldstændig genopbygning af 4 sønderbombede byer, en svag industrialisering og en massiv udvandring fra Bretagne.

Organisationen hed CELIB Comité d’études et de liaison des interêts bretons og samlede bretonske parlamentarikere, departements- og byrådsmedlemmer og medlemmer af handelskamre, landbrugsråd, kulturråd m.m. Idémanden var den fremtrædende personlighed Joseph Martray, som blev organisationens generalsekretær. Han var i øvrigt i årene 1949-52 tillige den første generalsekretær for den organisation, der siden blev til den europæiske mindretalsunion, FUEN/FUEV. Formand blev René Pleven, der havde været fransk ministerpræsident, og han gav dermed organisationen slagkraft overfor den ustabile franske fjerde republik.

CELIB fungerede som pressionsgruppe og foretog studier af regionens økonomiske problemer. CELIB opnåede sit højdepunkt i 1960’erne, hvor den franske regering flere gange forhandlede med CELIB om bl.a. infrastruktur og telekommunikation. CELIB mistede betydning i starten af 1970’erne, da René Pleven forlod formandsposten, og en del venstreorienterede grupper brød ud.

Først 12 år efter krigens afslutning dannedes en egentlig regionalpolitisk organisation, der genoplivede kravene om selvstyre. Det var Yann Fouéré, der havde været under mistanke for kollaboration, som året efter sin frikendelse i 1956 dannede MOB Mouvement pour l’organisation de la Bretagne. Bevægelsen var tværpolitisk og havde en føderation som mål, men den rummede tillige separatister, som ville kæmpe imod ”Bretagnes føderale status.” MOB opløstes omkring 1970, men den havde haft en vigtig symbolsk betydning i dens egenskab af genopliver af føderalistiske fordringer.

I 1964 brød en fraktion bestående af først og fremmest unge venstreorienterede aktivister ud af MOB for at danne partiet UDB (Union démocratique bretonne). UDB eksisterer stadig, har valgte repræsentanter i regionalrådet og har således bevist sin levedygtighed og berettigelse som det eneste parti, der over et længere tidsrum har kunnet repræsentere den bretonske sag.

 

Som antydet sker der omkring 1968 en politisk forskydning indenfor den bretonske bevægelse, hvor det groft sagt kan siges, at den borgerlige moderate regionalisme overtages af en mere aggressiv venstreorienteret retorik. Bretagne bliver betegnet som en indre koloni, og den globale befrielseskamp imod kapitalismen og imperialismen gælder følgelig også Bretagne. Denne befrielseskamp gør en hemmelig gruppe væbnet i 1966 ved at foretage ca. 30 bombeattentater imod bygninger af symbolsk værdi. Gruppen blev i 1968 kendt som Bretagnes Befrielsesfront (FLB – Front de libération de la Bretagne), som erklærede, at de ikke bekæmpede det franske folk fra hvem de mødte forståelse; men deres kamp var rettet imod den franske stat, som de beskyldte for at udøve et permanent folkemord og for kolonialistisk udbytning af Bretagne.

I 1972 blev 13 fremstillet for en domstol, hvor en række prominente bretonere vidnede, bl.a. førnævnte Joseph Martray. Han tog principielt afstand til brugen af vold, men udtrykte forståelse for de unge bretoneres håbløse situation. Et andet vidne, en professor ved Sorbonne-universitetet, bemærkede, at man som bretoner følte, at den vold, der egentligt udøves, er den vold imod et folk, som bliver bedt om at forsvinde.

Udover en tilspidsning af den politiske situation blev interessen for den bretonske kultur udbredt, hvilket bl.a. manifesterede sig i en fremkomst af adskillige forskningsværker, debatbøger og bretagnehistorier.

Anvendelsen af det bretonske sort-hvide flag Gwen-ha-Dû blev udbredt til trods for, at myndighederne i starten var imod det, men efterhånden fik flaget lov til at blive hejst i alle bretonske byer ved siden af trikoloren. I 1967 opfandt 4 unge bretonere BZH-mærket (BZH er diminutiv for Breizh, Bretagne på bretonsk), som blev og bliver anvendt af grafittiudøvere og som klistermærke bag på biler. Den bretonske sag blev med andre ord synlig i gadebilledet.

Først i 1977 anerkendte den franske stat officielt den bretonske kultur og det bretonske sprog med det kulturelle charter, charte culturelle, som blev forhandlet med præsident Giscard d’Estaing. Dette var dog ikke ensbetydende med økonomisk støtte. Samme år oprettedes de første tosprogede skoler, de såkaldte Diwan-skoler, som der i dag eksisterer 39 af, heraf én i Paris. Skolerne er dog finansierede af private og af indtægter fra festivaler, så vilkårene er hårde. Omkring 8.000 elever ud af en befolkning på 4 millioner undervistes i tosprogede skoler i 2005.

 

Den bretonske vej

I de seneste år har bretonske historikere gjort op med de sorte sider i regionens historie, og befolkningen udtrykker både stolthed over at være bretonsk og tilslutning til den næsten konstante, men meget træge regionaliserings- og decentraliseringsproces i Frankrig.

Bretonerne er generelt meget forsigtige med at være for frembrusende. De bretonske bombeaktivister og de bretonske partier har ikke mødt stor opbakning i befolkningen, og alligevel er det klart, at der findes et bretonsk nationalt mindretal. Sagen er den, at bretonerne ikke ønsker at blive slået i hartkorn med de mere voldsomme korsikanere og baskere, hvilket også fremgår af, at bretonerne generelt set går ind for mere selvstyre frem for løsrivelse. Det åbne spørgsmål er, om flertallet af bretonerne er så tålmodige eller måske ligeglade med varetagelsen af især deres sproglige arv, at det bretonske sprog uddør helt i løbet af de næste par generationer.

 

Litteraturhenvisninger

Denne artikel bygger på Hans-Tyge Beck Thomsen Tryde Haarløv: Breizh atao – Vive la France. Et studie af samspillet mellem et nationalt mindretal og regionale bevægelser i forhold til den franske stats regional- og mindretalspolitik efter 1944. Speciale, maj 2005. Historiestudiet, Aalborg Universitet

 

Denez, Per (1998) Brittany – A language in search for a future, European Languages 7, Brussels: European Bureau for Lesser Used Languages.

Denis, André Yann (1992) Histoire du mouvement breton, Paris: La pensée universelle.

Hamon, Kristian (2004) Le Bezen Perrot – 1944 : des nationalistes bretons sous l’uniforme allemand, Fouesnant: Yoran Embanner.

Fouéré, Yann (1977) Europe ! Nationalité bretonne… Citoyen français ? Lettre ouverte aux français et aux bretons, Pordic: Celtics Chadenn.

Kühl, Jørgen (2003) Den dansk-tyske mindretalsmodel og Europa, Institut for Grænseregionsforskning

Lebesque, Morvan (1970) Comment peut-on être breton ? Essai sur la démocratie française, Éditions du Seuil.

Renan, Ernest (1882) Qu’est-ce qu’une nation ? Genoptrykt i Nicolas Tenzer (1997) Ernest Renan – Qu’est-ce qu’une nation ? Éditions Mille et une nuits.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *