Bretagne i efterkrigstiden – mellem regionalisme og nationalisme 2

Denne artikel tager udgangspunkt i cand. mag. Hans-Tyge Haarløvs specialeafhandling om efterkrigstidens Bretagne og den bretonske bevægelse. I specialet, der i 2005 blev udarbejdet ved historiestudiet ved Aalborg Universitet, afdækkes det, at der i første halvdel af efterkrigstiden dvs. frem til 1968, var en række økonomiske, sociale, historiske og psykologiske faktorer, der lagde en dæmper på den bretonske bevægelses politiske fordringer. 1968 markerede en betydelig forandring for den bretonske sag, fremgår det i artiklen, som er fra 2005, trykt i ’Pluk’.

Udgør bretonerne et nationalt mindretal?

Af Hans-Tyge B. T. T. Haarløv

Bretonernes nationale sindelag må naturligvis først og fremmest konstateres ved, om der i det hele taget er nogen, der har hævdet en særlig bretonsk nationalitet. Dernæst kan det undersøges, om der skulle være noget om, at bretonsk identitet skulle være noget særligt. Og endelig kan man på baggrund af identitetsundersøgelser i Bretagne forsøge at skematisere den bretonske befolkning med udgangspunkt i konceptet om koncentriske minoriteter.

Inden de subjektive elementær undersøges, skal der her gennemgås en række af de vigtigste objektive elementer, som befolkningen kan påkalde sig, nemlig Bretagnes fortid og den bretonske kultur.

De allerede kristnede bretonere ankom til den armorikanske halvø i Gallien omkring år 400-600 og lagde navn til det nuværende (lille) Bretagne (i modsætning til Stor-Britannien). Fra 851-937 udgjorde Bretagne et kongedømme og fik sin definitive størrelse. Fra 937-1532 var Bretagne et hertugdømme formelt knyttet til en svag fransk kongemagt. Hertugen betragtedes ifølge en bretonsk historiker som konge i sit hertugdømme.

I 1532 ophørte Bretagne med at eksistere som hertugdømme som følge af manglende mandlig arving til hertugdømmet og hertuginde Anne af Bretagnes ægteskab med den franske konge. Bretagne blev en fransk provins med eget parlament og betydelige traktatfæstede rettigheder.

Den franske Revolution i 1789 afskaffede provinsernes privilegier. Bretagne ophørte som en administrativ enhed på Frankrigskortet, og landet blev inddelt i departementer. I Bretagne blev der oprettet 5 departementer, som stadig eksisterer.

Den 22. juni 1940 kapitulerede Frankrig efter en tysk lynaktion, og krigshelten fra Første Verdenskrig Marskal Pétain overtog styret af det såkaldte frie Frankrig i syd med kurbyen Vichy som regeringsby. Pétain fik tilkendt absolut magt af den franske nationalforsamling og indledte et autoritært styre præget af en nationalistisk konservatisme.

Et af Vichystyrets ideologiske elementer i den såkaldte révolution nationale var provinsialisme, som konkretiseredes i styrets oprettelse af såkaldte økonomiske regioner, som ikke respekterede de gamle provinsgrænser: Bretagne blev én (landbrugsorienteret) region, men mistede det mere industrialiserede bretonske Loire-Inférieur-departement, som blev indlemmet i en anden region, Pays de la Loire.

Bretonerne kan altså med en vis ret hævde en særlig og ikke ubetydelig regional historie. Med hensyn til den kulturelle identitet kan der i Bretagne bl.a. spores en dyb katolsk tro, en særlig religiøs praksis med egne bretonske helgener, et særligt sprog (bretonsk i den vestlige del af Bretagne og den franske dialekt gallo i den østlige del) og særlige bretonske fester, de såkaldte fest-noz, der afholdes med kædedans og keltisk musik. Tusindvis samles i alle generationer til disse fester, som af en dansker er blevet betegnet som brændende politisk folklore, som dog også rummer en glæde ved aktiviteten selv.

En af de største bretonske historikere Arthur de La Borderie (1827-1901) hævdede i 1877, at Bretagne er en nation; men året forinden havde han i en anden tale påpeget bretonernes dobbelte tilhørsforhold til både Frankrig og Bretagne.

Én af det 20. århundredes mest kendte bretonske aktivister, som hævder bretonsk nationalitet, Yann Fouéré, tager ikke udgangspunkt i de traditionelle kriterier (etnicitet, kultur, sprog, histoire), men i en kritik af den franske nationalstatsopfattelse, at staten ikke kan eksistere uden en nation, og nationen ikke uden staten. For Fouéré har Bretagne nok tabt sin statsstatus, men nationen forbliver. Fouéré mener derfor, at Frankrig bør reformeres til en plurinational føderation eller konføderation.

Det kan altså konstateres, at idéen om Bretagne som en nation ikke er ny, men hvor stor udbredelse denne idé har i befolkningen, er derimod mindre let at udtale sig om.

 

Identiteter i Bretagne

På baggrund af statistisk materiale om det bretonske sprogs udbredelse og spørgeskemaundersøgelser fra 1978, 2000 og 2002 om befolkningens selvidentifikation har jeg med udgangspunkt i konceptet om koncentriske mindretal groft skitseret Bretagnes befolkningsidentitet i et skema med det forbehold, at identitet ikke er statisk. Undersøgelserne er foretaget i alle fem bretonske departementer, som i 2000 havde en befolkning på ca. 4 millioner indbyggere.

 

Identitetsskema over Bretagne omkring 2000 – anslåede tal
8. Europæer / verdensborger 12%
7. Franskmand
bosiddende i Bretagne
5%
6. Mere fransk
end bretonsk
20%
5. Dobbeltnationalitet
Lige meget fransk og bretonsk
30%
1. Ikke  franskmand 3 % 4. Den bretonske nation
(viljesnation)
20%
3. Selvidentifikation
med mindretallet (subj. id)
5%
2. Sprogligt og selvidentificeret
nationalt mindretal (subj. og obj. id.)
5%

(subj. og obj. id. = subjektiv og objektiv identifikation)

Kasse 1 betegner dem, der slet ikke identificerer sig med Frankrig (ca. 3 %), men har identitet svarende til kasse 2, 3, 4 eller 8. Kasserne 2-7 er bretonere med forskellige grader af tilhørsforhold til Frankrig, hvor kasse 7 betegner franskmænd (tilfældigt) bosiddende i Bretagne, men uden nogen form for følelsesmæssig tilknytning til netop Bretagne, som kasse 6 kan rumme. Kasse 2 og 3 betegner et nationalt mindretal, hvor kernen (2) opfylder subjektive og objektive kriterier. Kasse 4 betegner idéen om den bretonske nation, der i princippet omfatter alle, der bor i Bretagne og som frit vælger et fremtidsrettet (skæbne)fællesskab og muligvis, men ikke nødvendigvis indenfor den franske stat. Kasse 5 betegner en umiddelbart mere passiv udgave af 4, nemlig en selvidentifikation, der hævder at være lige meget begge dele.

Jeg mener således, at der både kan konstateres et nationalt mindretal (som opfylder det meste om ikke det hele af den af Europarådets parlamentariske forsamling foreslåede definition) og en bretonsk viljesnation i Bretagne, som mindretallet udgør en del af. Begge niveauer indbefatter i høj grad forståelsen af en bretonsk-fransk dobbelt-nationalitet eller en sekundær tilknytning til Frankrig.

Ser vi på den historiske udvikling i efterkrigstiden, så er der – så vidt vides – ikke statistisk materiale om bretonernes selvidentifikation til rådighed i de første årtier. Imidlertid kan der påpeges nogle kollektive komplekser, som meget vel kan have lagt en dæmper på lokal- og måske især regionalfølelsen, og det på trods af, at der i 1952 var over dobbelt så mange som i 2005, som opfyldte ét af de objektive kriterier, nemlig det at kunne tale bretonsk. I 2005 taltes sproget af ca. 300.000 personer.

Den franske stats politik overfor bretonernes sprog og kultur har fået en række bretonske intellektuelle til at tale om, at bretonerne har været udsat for folkemord, ikke som en fysisk massakre, men som en kvælning af Bretagnes kulturelle egenart. Den franske stats sprog- og kulturpolitik har uden tvivl været undertrykkende, men ved at anvende et så voldsomt ord som folkemord, der instinktivt skal vække medfølelse eller harme, kan de bretonske aktivister forklare eventuelle manglende objektive forskelle mellem franskmænd og bretonere. Men som nævnt oven for er der også andre faktorer, nemlig en række kollektive komplekser, der kan forklare manglende trang til at hævde, pleje og varetage den bretonske identitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *